Grisene i dette anlæg er halvt Kune Kune, som er en tamgris fra New Zealand. Den er kendt for at have et dejligt temperament – de er af natur omgængelige og tillidsfulde. Noget andet unikt ved denne race er, at det er en græssende gris. Den kan næsten udelukkende leve af græs.
Moren til de grise vi har i haven var en Kune Kune, men kun en enkelt af grisene har arvet hendes korte tryne. Faren til dette kuld var almindelig minigris. Derfor er de ikke helt så store som Kune Kune plejer at være. De fire piger i dette anlæg er altså søskende fra samme kuld. De elsker hinandens selskab og kan næsten altid spottes sammen uanset hvor i anlægget de befinder sig. På varme dage nyder de deres badebassin. Grise kan ikke svede, og derfor ikke køle sig selv ned. Det er derfor vigtigt at give dem mulighed for at svale sig på varme dage.
